Hvem står bag Frihedshesten?

Frihedshesten er opstået, efter års tøven og en masse tanker. Den er opstået fordi jeg føler mig så enormt godt tilpas, når jeg underviser og ser mine elever rykke sig. Bonus: man lærer også selv enormt meget, når man lærer fra sig!

Mit navn er Luna, og så længe jeg kan huske, har jeg været ellevild med heste. De sidste 20 år af mit liv har jeg været så heldig at bruge med disse vidunderlige væsener, og wow en rejse det har været. For mig er samværet med hesten det vigtige. Det handler om den ro jeg får i mig selv når jeg er sammen med dem, og det bånd vi sammen skaber. Det er magisk, hvis man er villig til at åbne sig og se det.

Jeg brænder for at bidrage hvor jeg kan, til en mere alternativ hesteverden. Den verden som begynder at vise sig mere og mere, og som flere og flere begynder at finde interessant. En verden, og hverdag, hvor hesten kommer tættere på os, og tættere på at være på lige fod med os. En verden hvor hesten rent bogstaveligt talt er vores bedste ven og hvor vi behandler vores bedste heste-ven, som vi ville behandle vores bedste menneske-ven, eller hunde-ven, eller katte-ven.


 

Frederiksborgvallakken Kejser, min trofaste makker siden 2013